Hvad er dåben?
Jesus Kristus siger: »Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.« (Matt 28,19).
Dåben er ikke bare vand. Den er det vand, som er omfattet af Guds befaling og forbundet med Guds ord.
Hvad gavner dåben?
Jesus Kristus siger: »Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes.« (Mark 16,16).
Dåben giver syndernes forladelse, befrier fra døden og Djævelen og giver alle, der tror det, evigt liv, sådan som Guds ord og løfte lyder.
Hvordan kan vand gøre så meget?
Paulus siger: »Han frelste os ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden, som han i rigt mål udgød over os ved Jesus Kristus, vor frelser, for at vi, gjort retfærdige ved hans nåde, i håbet skulle blive arvinger til evigt liv.« (Tit 3,5-7).
Det er ikke vandet i sig selv, der gør det. Det er Guds ord sammen med vandet og troen på Guds ord, som lyder ved dåben, der gør det. For uden Guds ord er vandet kun vand og ingen dåb. Men sammen med Guds ord er det en dåb. Det vil sige: et livets vand, fuldt af nåde, og et bad til genfødelse ved Helligånden.
Hvad betyder det, at der bruges vand ved dåben?
Paulus siger: »Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv.« (Rom 6,4).
Det betyder, at det gamle menneske i os skal druknes og dø med alle synder og onde lyster, idet vi daglig fortryder og bekender det onde i os. I stedet skal der hver dag fremkomme og opstå et nyt menneske, som skal leve evigt for Gud i retfærdighed og renhed.